LejelovenMenu

Gladsaxe Huslejenævn

Huslejenævnet i Gladsaxe Kommune er et tvistnævn, som kan træffe afgørelse ved uenigheder mellem lejer og udlejer, når lejemålet er beliggende i et privat udlejningsbyggeri. Når du henvender dig til Gladsaxe Huslejenævn, skal det gøres skriftligt. Dette kan gøres enten via post eller mail. Du kan se Gladsaxe Huslejenævns kontaktinformationer her:

Gladsaxe Rådhus, Huslejenævnet
Rådhus Alle 7
2860 Søborg
E-mail: huslejenaevn@gladsaxe.dk

Din henvendelse skal indeholde

Ved din henvendelse er det vigtigt, at du husker at vedhæfte følgende informationer vedrørende din klage:

  • En præcisering af hvad Huslejenævnet skal tage stilling til
  • En kopi af din lejekontrakt
  • Relevant korrespondance mellem dig og din modpart
  • Dokumentation for indbetaling af gebyr
  • Evt. andre relevante dokumenter

Når du indbringer en sag, bliver du pålagt et lovpligtigt gebyr. Du kan se hvor meget du skal betale, samt hvilket kontonummer du skal betale til, her .

Sådan behandles din sag

Når Huslejenævnet har modtaget din sag, videresender de den til modparten. Herefter har modparten en frist på 2 uger til at fremføre sin side af sagen.

Hvis Huslejenævnet finder det nødvendigt, kan de indhente yderligere oplysninger hos dig og din modpart eller andre relevante instanser. Huslejenævnet kan derudover vælge at efterse det omfattede lejemål, og i så fald vil dig og din modpart få besked om dette med mindst 1 uges varsel.

Når Huslejenævnet mener de har indsamlet oplysninger nok i din sag, træffer de en afgørelse.

Behandlingstid

Der er stor forskel på, hvor lang tid det tager at behandle en sag for Huslejenævnet. Dette afhænger bl.a. af, hvad din sag drejer sig om. Huslejenævnet har dog pligt til at træffe en afgørelse senest 4 uger efter det tidspunkt, hvor de har samlet tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en afgørelse, og efter de har modtaget svar på deres høringer af dig og din modpart, samt eventuelle offentlige myndigheder.

Når Huslejenævnet har behandlet sagen, vil du og din modpart få besked om afgørelsen senest 6-8 uger efter.

Du kan læse mere om Gladsaxe Huslejenævn, og sagsbehandlingen, her .